Lær om livet ombord på flådens flagskib under den kolde krig -
PEDER SKRAM. Fartøjet var bygget til at lede en kampgruppe af
krigsskibe, bestående af korvetter, missiltorpedobåde, ubåde og
minelæggere.

En unik oplevelse i Københavns Havn!Lær om livet ombord på flådens flagskib under den kolde krig -
PEDER SKRAM. Fartøjet var bygget til at lede en kampgruppe af
krigsskibe, bestående af korvetter, missiltorpedobåde, ubåde og
minelæggere.

En unik oplevelse i Københavns Havn!
Fregatten Peder Skrams armering bestod af 127 mm kanoner, Sea Sparrow luftforsvarsmissiler, Harpoon sømålsmissiler, 40 mm maskinkanoner. 20 mm maskinkanoner, 533 mm torpedoer og dybdebomber.
Fregatten Peder Skrams armering bestod af 127 mm kanoner, Sea Sparrow luftforsvarsmissiler, Harpoon sømålsmissiler, 40 mm maskinkanoner. 20 mm maskinkanoner, 533 mm torpedoer og dybdebomber.

Armering

127 mm kanon
Fregatternes hovedarmering var oprindelig 4 styk 127 mm (5 tommer) kanoner, anbragt i 2 dobeltaffutager/pjecer i forskibet. Ved levetidsforlængelsen i 1979 blev den ene pjece erstattet af HARPOON missilaffyringsramper. Pjecen er en ældre amerikansk pjece med 2 kanoner til beskydning af luft-, sø- og landmål. I Danmark har den typebetegnelse M/60. 

 

IMG_6647.jpg

 127 mm kanontårn.


Kanonen brugte delt ammunition. Med elevator fra omlademagasinet kom projektil og drivladning op til kanonen, hvor de manuelt blev lagt på kanonens ansætterleje og derfra samlet blev skubbet hydraulisk ind i kanonkammeret, hvorefter kilen lukkedes, og skuddet kunne gå. Kanonerne kunne fjernrettes fra en af artillericentralerne eller indstilles manuelt fra kanontårnet, hvor sideretningen dog kun kunne ændres i begrænset omfang p.g.a. pjecens store vægt på 36 tons. Tilsvarende kunne affyring ske fra centralen eller lokalt ved hver af kanonernes venstre side. På pjecen fandtes 2 sigtesystemer. Et kikkertsystem til side- og højderettere og et måludpegningssigte til pjecekommandøren. Pjecebesætningen var på 12 mand. Endvidere var der 10 mand fordelt ved omlader- og ammunitionsmagasin. Efter skud blev rekylen optaget af hydrauliske bremser på hver kanon, patronhylsteret blev kastet ud på dækket gennem en særlig sliske bag hver kanon, og kanonrøret blev gennemblæst for at nedbringe krudtgasser i pjecen. Skudhastigheden var op til 15 skud pr. minut for hver kanon. Efter omkring et minut skulle kanonløbet afkøles, før der igen kunne skydes. Projektilets mundingshastighed var 795 m/sekund og ved 40 graders elevation var max. rækningen på ca. 16 km. Kanonen kunne eleveres til 85 grader mod luftmål. Normalbeholdningen var 1.660 granater (brisant og lysgranater). En brisantgranat vejede 24 kg og drivladningen 3,3 kg.

 

Sea Sparrow luftforsvarsmissiler
Fregattens Sea Sparrow missilaffyringsrampe med 8 missiler af typen RIM 7M er placeret på agterdækket. I bagbords side af overbygningen umiddelbart foran for affyringsrampen findes et magasin med yderligere 9 missiler. I og på overbygningen agter er systemets to ildledelsescentraler og de to ildledelsesradarer placeret.  Sea Sparrow missilet er beregnet til nedskydning af fjendtlige fly eller sømålsmissiler. Det er 3,7 meter langt og har en diameter på 20,3 cm og en vægt på 226,8 kg. Sprængladning er på 15 kg. Farten er mach 2,5 svarende til 2.990 km i timen og max. rækning er 18 km. Målet belyses af en af de to store ildledelsesradarer, og efter affyring følger missilet radarstrålen til træfningen.

 

RIM-7_Sea_Sparrow.jpg

Sea Sparrow luftforsvarsmissiler.

 

Ildledelsen foregik fra to ildledercentraler, hvorfra der kunne angribes to fjendtlige fly eller missiler samtidig. Efter at O-rummet havde udpeget målet, overtog den ene af de to ildledercentraler belysning af målet med sin ildledelsesradarer. Når radaren med sin meget koncentrerede stråle kunne låses på målet, og computeren viste en træfningsafstand på ca. 16 km, blev det første missil affyret. Sea Sparrow centralerne havde en samlet bemanding på fem mand.

 

Harpoon sømålsmissiler
Fregattens hovedvåben var 8 målsøgende Harpoon missiler af typen RGM-84A mod fjendtlige skibe. Systemet blev installeret ved omarmeringen i 1977-79, hvor det erstattede den ene dobbelte 127 mm kanon. Missilet er 4,83 m langt med en diameter på 34 cm og har en rækning på 92 km. Forrest sidder et radarsøgehoved og bag dette en autopilot med radarhøjdemåler. Bagerst er der turbojetmotor og en raketmotor, der frigøres efter at have bragt missilet op i ca. 400 m højde og en fart på omkring1.000 km i timen. Missilet søger derefter ind på den indstillede kurs og flyvehøjde på ca. 5 meter. Når missilet nærmer sig målområdet, åbnes missilets søgeradar og første større radarekko angribes. Missilet har en sprængladning på ca. 100 kg og anslagsbrandrør med forsinkelse, så detonation sker inde i målet.

 

harpoon.jpg

Affyringsrampe til Harpoon sømålsmissiler.


Missilerne opbevares i en såkaldt  "cannister", hvor hver af de to affyringsramper har plads til to missiler. Alle missilindstillinger og selve affyringen sker fra en særlig konsol i O-rummet. Efter affyringen er der ingen forbindelse med missilet.

 

40 mm maskinkanoner
De fire 40 mm maskinkanoner i luftværnsskibsaffutage (LvSa, model 48) blev primært brugt som nærluftværnsskyts mod fjendtlige fly og missiler. Kanonen blev ladet i knipper à 4 skud og kunne skyde ca. 300 skud pr. minut. Hver granat vejede ca. et kg, og der kunne vælges mellem to ammunitionstyper: Én type med anslagsbrandrør mod sømål og én type med zonebrandrør mod luftmål. Medens anslagsbrandrøret først blev aktiveret, når granaten direkte ramte et mål, indeholdt zonebrandrøret en lille sender/modtager, som bragte granaten til eksplosion i nærheden af et luftmål (fly eller missil). Den var desuden forsynet med et stort antal små kuglefragmenter af tungstenskarbid, som skulle gennemtrænge målet med meget stor hastighed. Mundingshastigheden var ca. 3.600 km/time. Rækkevidden var omkring 12.000 meter ved en elevation på 45 grader. 

 

Kanonbesætningen var på 5-6 mand, herunder to ladere. Største rækning var 12.600 meter. Affutagen kunne dreje med en hastighed af 90 grader pr. sekund i siden og 45 grader pr. sekund i højden. Kanonen kunne fjernrettes fra artillericentral eller gyrosigtesøjle, men kunne også lokalrettes fra styresøjle på affutagens venstre side. Som sidste mulighed, hvis de øvrige ildledelsessystemer skulle svigte, kunne kanonen håndrettes med højderetningshåndtag på venstre side og sideretningshåndtag på højre side. Hos højderetteren var der mulighed for manuel affyring. Pjecen er forsynet med glasfiberkuppel i stedet for skjold. Normalbeholdningen til de fire maskinkanoner var i alt 3.400 granater.

 

20 mm maskinkanoner
Fregatten blev i slutningen af 1980'erne udstyret med 4 stk. 20 mm maskinkanoner type M/42. Kanonerne var håndrettede og havde en begrænset effektivitet, men var en del af nærforsvaret af fregatten og kunne benyttes mod såvel fly som hurtiggående motorbåde, som eksempelvis blev brugt mod det amerikanske krydser, USS Cole i Yemen, hvor 17 besætningsmedlemmer blev dræbt ved eksplosionen. Granaten havde en vægt på 121 gram., og skudkadancen var 175 skud i minuttet. Maksimum rækkevidden var 2 km. Pjecen var enkeltmandsbetjent og var ikke opkoblet til fregattens ildledelsessystemer, men blev manuelt rettet via et ringsigte.

 

533 mm torpedoer
Fregatten kunne anvende to typer torpedoer; den ældre og modificerede torpedo T1T og den moderne type TP612. Type T1T er en tysk 533 mm torpedo, som Søværnet købte i stort tal efter 2. Verdenskrig. I 1960'erne blev torpedoen ombygget til trådstyring. I torpedoen og i udskydningsrøret på fregatten var hvert sted monteret en trådspole, der blev afspolet under torpedoens løb i vandet. På den måde lå den millimetertynde tråd helt stille i vandet. Gennem tråden kunne operatøren dreje torpedoen, så den traf, det udvalgte radarmål.

 

533mm-torpedo.jpg

533 mm torpedorør


Torpedoen har en længde på 7,19 m, vejer 1.520 kg og har en sprængladning på 300 kg TNT. Den har en rækkevidde på 12 km ved 30 knob eller 7 km ved 40 knob.

 

Torpedo TP612 er en svensk trådstyret torpedo, som Søværnet begyndte at bruge i 1971, hvor den erstattede den ældre torpedo T1T. Torpedoen brugte ikke komprimeret luft som iltningsmiddel til forbrændingen i motoren, men en højkoncentreret brintoverilte. Dette stillede særlige krav til opbevaring og transport, men betød bl.a. også, at torpedoen ikke havde et spor af afslørende luftbobler efter affyringen. TP612 var desuden usædvanlig præcis, idet den havde en fejl i sideretningen på mindre end 0,3 %. Tilsvarende havde den en variation på 0,3 % i farten. Torpedoen havde en rækning på 18,5 km ved 45 knob og 24 km ved 30 knob. Den vejede 1.755 kg og havde en sprængladning på 235 kg.

 

Fregatten blev armeret med 4 torpedorør i drejelige dobbeltaffutager i 1973. Rørene drejes ved et hydraulisk pumpesystem ca. 15 grader ud over skibssiden og affyring sker med luft fra en udskydningskedel eller med 600 gram sortkrudtspatron. Normalaffyring var luftudskydning ved et elektrisk signal fra TORCI-anlægget i O-rummet. Alternativt kunne man foretage affyringen "lokalt" ved påvirkning af et affyringshåndtag, som var monteret på udskydningsrøret.

 

Torpedoerne løb i den indstillede dybde og kunne styres i sideretning fra TORCI ildledelsen i O-rummet. Det skete gennem en tynd tråd, der blev afspolet fra såvel torpedo som torpedorør, således at tråden lå helt stille i vandet. På TORCI`en blev radarbillede med målet præsenteret samtidig med det teoretiske spor af torpedoen. Hvis torpedoen ikke traf målet første gang, kunne den vendes og styres til et nyt forsøg.

 

Dybdebomber
De seks dybdebomber, af type G, som fregatten havde plads til, skulle anvendes mod ubåde. Disse var tøndeformede og indstillet til at eksplodere i den dybde, hvor ubåden formodedes at befinde sig. Via fregattens sonaranlæg, kunne man lytte sig frem til, hvor ubåden befandt sig. For at beskadige ubåden skulle detonationen ske indenfor 4-6 m. fra denne, men detonationer indenfor 12-15 m kunne forventelig få ubådens batterier og motorer m.m. til at løsne sig, fra deres respektive fastgørelsessteder. Detonationer længere væk end 15 meter, ville primært have en psykologisk effekt på besætningen. Under Den kolde Krig blev dybdebomber brugt som signal til indtrængende sovjetiske ubåde om at forlade dansk territorialfarvand.

PESK set forfra

127 mm kanontårn.

 

Harpoon -Block -II

Harpoon sømålsmissil

 

sam-missiler-kommer-ombord.jpg

Sea Sparrow luftforsvarsmissil.


 Untitled 21

40 mm maskinkanon.


 Torpedoer 

533 mm torpedoer

 

Dybdebombe MK VI

Dybdebombe type G 


 

 

Oerlikon_20mm_mg_8416.jpg

 

20 mm orlikon kanon