127 mm tårninstallation
tegning: Kirsten Yde-Andersen,
tøjhusmuseet.

Fregatternes hovedarmering var en 127 mm (5 tommer) KM760 LvSa2 kanon anbragt i maskin / fjernrettede dobeltaffutager i forskibet (P1 og P2) og beregnet til både sø- og luftmål.
Kanonen var udviklet af det amerikanske Bureau of Ordinance og oprindeligt indført i den amerikanske flåde i 1934. Regnet som en af de mest succesfulde ”dual purpose” (i stand til at beskyde både sø- og luftmål) skibskanoner under Anden Verdenskrig.
Pjecen vejer 53 tons og kunne eleveres til 85°. Skudkadencen var 15-18 skud per minut per kanon, og projektilernes mundingshastighed var 795 meter i sekundet (2855 km/t). Rækkevidden var 16.380 meter mod sømål og 11.380 meter mod luft-mål. Ammunitionen var todelt med et projektil på 24 kg og en 13 kg tung drivladning i hylster.
Fra ammunitionslasten løftede elevatorer projektiler og ladninger op til omladerummet på hoveddækket, hvor de manuelt blev langet ind i karrusellen under affutagen.Ammunitionen kom derfra op i elevatorer mellem kanonerne i hver dobeltaffutage og blev manuelt anbragt på et ladebord af to ladere, projektilladeren påvirkede ansætterhåndtaget, hvorved projektil og ladningshylster blev sat an i kammeret.
Når kanon, indre og ydre omladerum samt magasiner var fuldt bemandede under klart skib, kræve de det 45 mand. Da P2 ved omarmeringen i 1979 blev erstattet af HARPOON missiler kunne fregattens besætning reduceres med 22 mand.

HARPOON –missilet (HARPOON Shipborne Surface-to-Surface Missile RGM-84A) er et af NATO´s mest avancerede våbensystemer.
Det er installeret i adskillige danske orlogsfartøjer. De to fregatter, PEDER SKRAM og HERLUF TROLLE fik som de første missilbærende danske enheder systemet installeret. Missilet er et sø-til-sø missil og altså beregnet til at sænke andre skibe. HARPOON –missilet affyres fra et særligt hylster (Canister) anbragt om bord.
Missilet vejer 681 kg og har en diameter på 34 cm og en længde på 4,58 meter inklusive en ”booster -raket”, der i løbet af 3-4 sekunder bringer missilet op i flere kilometers højde. Boosteren frigøres og falder i vandet få kilometer fra det skydende skib. Missilets egen ”Teledyn CAE J402 turbojetmotor” går i gang og bringer det ned i en højde på nogle få meter over overfladen, hvor det er skjult for fjendens radar. Missilet følger nu den kurs, det er programmeret til – med en hastighed på ca. 300 meter i sekundet. Indtil kort før missilet når sit mål, følger det en retlinet bane. Det vil ramme, hvad der kommer i vejen. Men går alt som programmeret, vil missilet gå ind i ”aktiv søgning” efter målet og da søge mod det største skib. Missilets rækkevidde er 112 km. Når målet nås, uskadeliggøres det effektivt af de ca. 150 kg TNT –sprængstof, som  krigsladningen i missilets hoved består af. 

40 mm maskinkanon MK M/48 LvSa. LvSa.

Den fuldautomatiske maskinkanon 40 mm MK M/48 LvSa havde en skudkadence på 300 skud per minut og en mundingshastighed på ca. 1000 meter per sekund (3600 km/t). Hver granat vejede ca. ét kg. Maskinkanonen kunne benytte to ammunitionstyper: Én type med anslagsbrandrør mod sømål og én type med zonebrandrør mod luftmål.
Medens anslagsbrandrøret først blev aktiveret, når granaten direkte ramte et mål, indeholdt zonebrandrøret en lille sender/modtager, som bragte granaten til eksplosion i nærheden af et luftmål, f.eks. et missil. Den var desuden forsynet med et stort antal små kuglefragmenter af tungstenskarbid, som skulle gennemtrænge målet med meget stor hastighed. Maskinkanonen kunne anvendes mod sømål på afstande op til ca. 8000 meter og mod luftmål på indtil ca. 4000 meter.
Pjecebesætningen bestod af en pjecekommandør, en højderetter, en sideretter, to ladere og bagved pjecen to langere, der sørgede for, at ammunitionen kom til kanonen fra ammuntionsmagasinet.